|
§1.
Foreningens navn er Løgumkloster civile Hundeførerforening og er
stiftet den 18. januar 1999 under navnet Løgumkloster Hundeskole. Dens
hjemsted er Tønder Kommune.
Foreningen er medlem af landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening
og DGI-Sønderjylland.
§2.
Foreningens formål er dels at virke for anvendelse af hundens evner og
færdigheder til konkurrencesport, dels at medvirke til fremme
og forbedring af vilkårene for hunde generelt samt hundeejerens ansvarlighed.
Træningsmetoderne baserer sig i videst muligt udstrækning på princippet om
"Psykologi frem for magt".
Til opnåelse af dette formål vil foreningen:
Samle alle hundeinteresserede personer i en forening. Det er en
forudsætning for udøvelse af aktivt hundearbejde, at den pågældende er
medlem af foreningen.
Arbejde for at uddanne det enkelte medlem i at forstå og få optimal
glæde ved samarbejde og samvær med hunden, så den får et aktivt og
indholdsrigt liv.
Formidle trænings- og konkurrencetilbud, der tilgodeser hundens behov og
hundeførerens interesser.
Arbejde med både konkurrence- og breddetræning samt grundlæggende
opdragelse af familiehunden.
Arbejde på at fastholde medlemmerne gennem et aktivt foreningsliv
Afholde lokale konkurrencer og/eller prøver.
Tilmelde hundeførere til deltagelse i konkurrencer med andre foreninger
i DcH.
Uddanne eller lade uddanne kvalificerede ledere, instruktører
og dommere.
§3.
Enhver, der vil medvirke til fremme af foreningens formål og øvrige
vedtægter, kan optages som medlem. Bestyrelsen kan dog nægte optagelse i
foreningen, såfremt ansøgeren har gjort sig skyldig i en i den offentlige
mening vanærende handling.
Nye medlemmer betaler et indmeldelsesgebyr, der fastsættes på den årlige
ordinære generalforsamling. Udmeldelse skal ske skriftligt til foreningens
formand eller kasserer inden regnskabsårets udløb. Sker udmeldelse ikke, er
medlemmet pligtig at betale kontingent for det næste regnskabsår.
Foreningen skal betale det fastsatte kontingent til landsforeningen Danmarks
civile Hundeførerforening.
Medlemmer, der overføres fra en anden lokalforening i DcH, og som har betalt
kontingent til denne forening for foreningsåret, skal først betale kontingent
til foreningen fra næste regnskabsårs begyndelse. Bestemmelsen gælder kun
kontingent og ikke evt. træningsgebyr.
Lokalforeningen tilmelder straks ved indmeldelsen nye medlemmer til
landsforeningen.
§4.
Kontingent for aktive og passive medlemmer fastsættes hvert år på den
ordinære generalforsamling. Kontingentet består af to dele: Grundkontingent og
træningsgebyr. Begge fastsættes af generalforsamlingen efter indstilling fra
bestyrelsen.
Ingen kan deltage i foreningens aktiviteter uden at betale grundkontingent,
der dækker grundomkostningerne ved medlemskabet og giver medlemmet almindelige
medlemsrettigheder. Træningsgebyret giver adgang til træning i henhold til
bestyrelsens træningsplan. Medlemmer, der ikke inden d. 20. januar har betalt
kontingent, kan slettes af foreningen. Ingen kan deltage i træning eller
konkurrencer, forinden skyldig kontingent for det pågældende regnskabsår er
betalt.
Stk. 2: Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt
for de for foreningen indgåede forpligtelser for hvilke alene foreningen
hæfter med dens respektive formue.
Medlemmerne har ingen økonomisk forpligtelse overfor foreningen, udover
kontingentforpligtelsen. Nuværende, ekskluderede, slettede eller udmeldte
medlemmer har intet krav på del i foreningens formue eller dens midler.
Stk. 3: Foreningen tegnes af formanden, i dennes fravær af næstformanden i
forening med et medlem af bestyrelsen. Ved køb, salg, kaution eller
pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån tegnes foreningen af den
samlede bestyrelse.
§5.
Generalforsamling afholdes hvert år i januar måned.
Generalforsamlingen behandler følgende sager:
1. Valg af dirigent.
2. Foreningens formand fremlægger bestyrelsens beretning.
3. Regnskabsaflæggelse ved foreningens kasserer.
4. Fastsættelse af kontingent, træningsgebyr og indmeldelsesgebyr
(indstilling fra bestyrelsen skal foreligge).
5. Indkomne forslag.
6. Valg af formand.
7. Valg af kasserer
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
9. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
10. Valg af 2 delegerede.
11. Valg af 2 revisorer.
12. Valg af 1 revisorsuppleant.
13. Eventuelt.
Skriftlig afstemning skal finde sted, hvis blot et af de fremmødte medlemmer
forlanger det, eller når bestyrelsen bestemmer det. Forslag, der ønskes
behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til bestyrelsens formand
senest den 31. december.
§6.
Til vedtægternes vedtagelse, ophævelse eller forandring kræves 2/3 af de
mødte stemmeberettigede medlemmers stemmer.
Vedtægterne skal som information indsendes til den strategiske
formand for landsforeningen Danmarks civile
Hundeførerforening senest fire uger efter den generalforsamling, hvor de er
vedtaget.
§7.
Adgang til generalforsamlingen med stemme- og taleret har alle aktive
medlemmer af foreningen, der ikke er i kontingentrestance. Stemmeafgivelse ved
fuldmagt kan ikke finde sted.
§8.
Generalforsamlingen skal afholdes senest den 31. januar.
Indkaldelse til generalforsamlingen sker med mindst 14 dages varsel,
skriftligt til alle medlemmer eller i de lokale dagblade eller i medlemsbladet.
Indkaldelsen skal indeholde dagsorden samt ordlyden af eventuelle indkomne
forslag.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning
dertil, eller når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring
derom og samtidig til formanden indsender en skriftlig redegørelse over de
sager, der ønskes behandlet.
Generalforsamlingen afholdes inden 3 uger efter, at begæring derom er
modtaget.
§9.
Bestyrelsen består af formand, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer.
Formand og kasserer vælges for 2 år ad gangen af den ordinære
generalforsamling; formanden i ulige år og kassereren i lige år. Den øvrige
bestyrelse vælges for 2 år ad gangen med 2 medlemmer i ulige år og 1 medlem i
lige år.
Bestyrelsen er ulønnet; dog kan der af foreningens midler bevilges fri rejse
og evt. diæter til repræsentation i hundesagens interesse.
§10.
Foreningens regnskabsår er fra den 1. januar til den 31. december.
Regnskabet skal føres i en let overskuelig form og skal foreligge i revideret
stand inden d. 15. januar og fremlægges til godkendelse på den ordinære
generalforsamling.
Bestyrelsen fører et regnskab med bilag, et medlemskartotek og en protokol.
Regnskab og bilag skal opbevares i mindst 5 år efter godkendelsen.
§11.
Samtlige medlemmer har gratis adgang som tilskuere ved konkurrencer og
opvisninger mod forevisning af seneste medlemskvittering. Medlemmer skal dog
rette sig efter ledelsens anvisninger.
Konkurrencer og opvisninger afholdes, når bestyrelsen finder det
formålstjenligt. Valg af dommere, indkøb af præmier og uddelinger af disse
foretages af bestyrelsen.
Tilmelding til konkurrencer skal ske gennem bestyrelsen, der om nødvendigt
kan fastsætte kvalifikationskrav.
Bestyrelsen har ansvaret for, at hundene deltager i de klasser, hvor de
rettelig hører hjemme.
§12.
Med hensyn til disciplinærsager henvises til de til enhver tid gældende
bestemmelser for landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.
§13.
Foreningen kan ikke opløses så længe mindst 5 medlemmer gør fordring på
dens beståen. Skulle den blive opløst, skal ejendele, stillet til rådighed
fra anden side, leveres tilbage til disse. Foreningens ejendele og kapital i
øvrigt tilfalder Tønder Kommune
til anvendelse i folkeoplysningsøjemed.
Opløsning af foreningen eller udmeldelse af landsforeningen Danmarks civile
Hundeførerforening kan kun ske efter 2 generalforsamlinger, afholdt med minimum
4 ugers mellemrum. Vedtager 1.generalforsamling ophør, oprettes et
forretningsudvalg, hvori kredsens hovedbestyrelsesmedlem har sæde - og hvor
eksterne konsulenter kan deltage - til varetagelse af daglige opgaver.
Vedtaget på generalforsamlingen d. 18. januar 2009
Marianne Westergaard, Majbritt Trip, Knud Olsen, Bo Møller, Rikke Nielsen
|